top of page

Anmeldelse: På tur i Jane Austens England [Reklame/Anmeldereksemplar]

Billedet er fra min Instagram-profil

@annawchristensen

Information om bogen:

  • Titel: På tur i Jane Austens England

  • Forfatter: Rachel French

  • Sideantal: 255

  • Udgivet af: Frydenlund

  • Udgivelsesår: 2019

  • Sprog: Dansk

  • Originalsprog: Engelsk

  • Ekstra info: Forfatteren er uddannet underviser og har undervist på skoler rundt om i Storbritannien, blandt andet på The BRIT School for the Performing Arts and Technology.

REKLAME

(Bogen er et anmeldereksemplar, jeg har modtaget fra Frydenlund.

Alle holdninger er mine egne.)

Kort om handlingen

Pak empirekjolen, parasollen og denne bog - så er du klar til en tur i Jane Austens fodspor gennem det georgianske Englands pittoreske byer og smukke landskaber.

På tur i Jane Austens England tager dig med rundt til de steder, der spiller en rolle i enten Austens eget liv, i hendes romaner eller i de mange filmatiseringer.

Guidebogen har også forslag til byvandringer, er fyldt med praktiske rejsetips samt kort over de vigtigste steder i hvert kapitel. På tur i Jane Austens England er den perfekte rejsepartner til din ferie rundt i England - som et supplement til de generelle guidebøger om England eller som udgangspunkt for en romantisk Austen-temarejse.

- Bogens bagsidetekst

Min vurdering

Jeg har aldrig før sat mig ned og læst en rejseguide fra ende til anden, men da jeg hørte om På tur i Jane Austens England kunne jeg ikke dy mig for at læse den og give det et forsøg. Normalt er jeg ellers ikke typen, der læser faglitteratur i min fritid (Det får jeg læst i tonsvis af mængder via. min universitetsuddannelse), men det her var en smule anderledes. Her blev faktion og fiktion kombineret i en form, de ellers ikke lader til at mødes i; en rejseguide. En ganske vellykket kombination, efter min mening, som både rummer vigtige informationer angående transportmuligheder og det historiske perspektiv såvel som det skønlitterære perspektiv. Jeg vil mene, at stort set alle de informationer, man, som rejsende, behøver, for at se de i bogen nævnte seværdigheder, er med i guiden. Det eneste, jeg savnede, var, at der var lidt flere historiske informationer om de områder, der nævnes, samt flere skønlitterære referencer til Jane Austens fiktive universer, der er inspirerede af områderne. De var ikke undladt fuldstændig i guiden, men jeg følte flere steder, at der var størst fokus på navigation og transport rundt i områderne, hvilket naturligvis også er vigtigt og var brugbart, men jeg er sikker på, at jeg ikke er den eneste, der ville elske nogle flere spændende fakta omkring de steder, jeg står og ser på (Eftersom det jo er en rejseguide, som man ville bruge på ferien). Det skal dog siges, at jeg som helhed fandt bogen ganske veludtænkt, og det var tydeligt at se, at forfatteren har lavet en stor mængde research. Faktisk tyder skrivestilen samt beskrivelserne af stederne og navigationen på, at forfatteren har rejst rundt og set seværdighederne, inden hun skrev rejseguiden. Der er absolut intet at sætte en finger på dér, og bogen er endda også udstyret med kort, så man selv kan se, hvor stederne ligger i forhold til hinanden.

Alt i alt var På tur i Jane Austens England en ganske spændende og gennemarbejdet rejseguide til dem, der kunne tænke sig at tage på en lidt anderledes ferie, hvor man går i fodsporene på den talentfulde forfatter. Al information, man får brug for, er inkluderet i bogen og hvis ikke, står der, hvor man så kan finde disse informationer henne. Udover at jeg manglede lidt større fokus på det historiske og skønlitterære aspekt af rejseguiden, synes jeg, at det er blevet en vellykket kombination af faktion og fiktion. Det er klart en bog, jeg vil anbefale til dem, der påtænker at tage på netop sådan en rejse i Jane Austens fodspor. Jeg kunne muligvis også godt selv finde på at tage af sted og anvende denne bog som min rejsemakker (Om jeg gør det, må tiden vise). Derfor får bogen 4 ud af 5 stjerner med på vejen herfra.

Tusind tak til Frydenlund for anmeldereksemplaret! Det var en fornøjelse at få lov til at høre mere om nogle dele af England, jeg faktisk ikke vidste synderligt meget om i forvejen!

Denne anmeldelse er helt og aldeles baseret på mine personlige meninger og holdninger og er på ingen måde blevet påvirket af hverken forlaget eller forfatteren.

Most recent posts
All posts

The Reviewing Author

Anna W. Christensen

                      © 2018-2021 by Anna W. Christensen

Want more? 

Follow me on Instagram:

@annawchristensen

Direct link:

  • Instagram Social Icon
bottom of page